Nadia Nadim, Pernille Harder og Sanne Troelsgaard bør være navne, alle danskere kender – på lige fod med navne som Kristina ‘Mulle’ Kristiansen, Sandra Toft og Line Jørgensen er.
Det danske kvindelige fodboldlandshold er nemlig på vej frem i både mediernes søgelys og den generelle offentlige bevidsthed, for de danske kvinder spiller på et internationalt topniveau og har et stort håb om at deltage i VM for kvindelandshold i 2019.
2018 har på mange måder været året, hvor mange kvindefodboldhold har skabt debat om ligestilling og lighed. Eksempelvis har USA oprettet et kvindelandshold, som spiller mod europæiske lande som Frankrig. Når medier som New York Times bringer fodboldnyheder under overskriften “I kampen for lighed”, vækker det opsigt, fordi den verdenskendte – og anerkendte – avis kan sætte debatter på den politiske dagsorden.
Også klubber som Manchester United, der er velprofileret indenfor herrefodbold, opretter kvindehold, som bliver omtalt i større britiske medier som dailymail.
Men kvindeholdene møder ikke kun medvind og roser på deres vej. Der er som protest mod kvindefodbold oprettet diverse facebookgrupper, som modarbejder kvindernes insisteren på retten til at spille fodbold på internationalt plan. Kvindelandsholdet i Danmark møder også kritik – særligt fordi mandlige fodboldfans ikke mener, det er spændende at se på. Skribenter og journalister som Jeppe Krogsgaard Christensen og Jens Rebensdorff udtaler, at spillet går for langsomt og aldrig bliver medrivende, fordi kvindernes biologi per definition bare er svagere og langsommere end mændene, når det kommer til løb og spark.
Spørgsmålet er imidlertid, om det ikke blot er et spørgsmål om tilvænning? Det danske damelandshold i håndbold har fungeret på den internationale scene siden 1957 og de oplever en del mere medvind end de danske fodboldkvinder. Håndboldlandsholdet har i deres tid som internationale aktører formået at få flere OL, VM og EM-medaljer. De danske håndbolddamer har på denne måde haft flere år i den danske mentalitet – og spørgsmålet er, om vi ikke om 50 år anskuer det kvindelige fodboldlandshold som lige så integreret og velset som håndboldens piger?
I 2017 tog Danmark et stort skridt i retningen mellem mere ligestilling mellem mænd og kvinder, da Danmarks Radio viste alle kampe, som det kvindelige fodboldlandshold spillede. Imidlertid har kvindefodbold eksisteret siden 1970, hvor der første gang blev afholdt et uofficielt VM i Italien. Det første officielle internationale mesterskab blev afholdt i England i 1984. Hvad der har gjort, at kvindefodbold aldrig rigtig har vundet frem i de danske medier, kan der kun gisnes om, men en af de andre grunde til, at offentlighedens fokus blev rettet mod kvindelandsholdet i 2017 var, en konflikt om de danske spilleres løn, fordi kvinderne tjener væsentligt mindre end mændene – og at de i nogle situationer ikke har fået løn for at have spillet en kamp. I november – efter månedslange forhandlinger – indgik DBU (Dansk Boldspil-Union) og Spillerforeningen, der anskues som fodboldspillernes forhandler, en endelig aftale. Aftalen betyder, at de danske fodboldkvinder fremover vil få 180 procent mere om året gennem honorarer og stipendier.
I 2017 har vi således set en stor debat om aktive kvinder, kvindeorganisationer og kvinderettigheder – uanset hvor meget modstand kvindelandsholdet har haft, har de fået DBU på deres side, så de danske kvinder fremover bliver støttet mere, end de tidligere er blevet. Under alle omstændigheder er fodbold mere mandsdomineret end håndbold, og måske det bare har krævet generel støtte og opbakning fra Dansk Boldspil-Union, før fokus er endt på de danske fodboldkvinder. Måske vi er mere stolte af kvinderne om 50 år.